Parforholdsfascisme!

Lad mig indføre et nyt begreb i det danske sprog anno 2005: Parforholdsfascime. Defineret som det forhold, at enkeltpersoner diskrimineres som følge af deres status som enlige. Denne diskrimination angår ens økonomi, såvel som de muligheder man stilles.

På vej hjem i S-toget i tirsdag, så jeg en annonce i Metro Express fra et rejseselskab. Lad os holde selskabet anonymt indtil mit nyoprettede udtryk indgår bredt i dansk sprogbrug.
Annoncen går i alt sin enkelhed ud på, at man kan bo centralt i Berlin i fire dage med transport og morgenmad på 4 stjernet hotel fra omkring 1500 kr.
Det er jo lige noget, der tiltaler mig. Fire dage i Berlin - endda centralt - og så på et kvalitetshotel med restaurant og bar og det hele. Derfor bestiller jeg også et katalog fra deres hjemmeside samme dag.
Omtalte rejseselskab er da også hurtigt ude; allerede næste dag modtager jeg et kalatog med et utal af forskellige rejsetilbud til Berlin. Men her hører gæstfriheden så også op!
Over samtlige pristabeller står anført:
Pris er per person i dobbeltværelse

Ja tak, jeg har da undersøgt det så godt fra tidligere, at jeg ved at jeg kommer til at betale et stort tillæg for at "optage" et dobbeltværelse alene. Jamen så giv mig dog et enkeltværelse for pokker!
Hvorfor skal vi enlige, der måske har allermest tid til, lyst til, og brug for at komme lidt væk fra dagligdagen en gang imellen, hånes ved at tilbydes billige rejser for to? Sådan nogle parforholdsfascister!
Så tror da fanden man går hen og bliver sur!