Hej alle læsere! (hvor mange er I egentligt?)
Der har været meget travlt på det sidste, og det er bestemt ikke slut endnu. Alligevel forbarmer jeg mig (endnu engang) og forkæler de trofaste læsere med lidt nyt.
Januar gik med pendling til Nakskov hver weekend. Jeg har deltaget i et kor-projekt med gymnasiekoret i Nakskov, faktisk nok det største projekt nogensinde. Francis Poulencs "Gloria" fra 1959 udsat for kor, ca. 20 musikere, og solisten Barbara Hendricks, som er en af verdens mest anerkendte sopraner. Hun optræder normalt kun på de største scener rundt omkring i verden, men på underfundig vis lykkedes mange års arbejde, og hun sagde ja til dette, i forhold, meget lille projekt.
Koncerten var den 3. februar. Danmarks Radio var til stede både under forberedelserne og koncerten, hvilket bliver til en dokumentarudsendelse, der sendes senere på året. Radioens P2 var ligeledes til stede under koncerten, og der blev den følgende lørdag i Bolero sendt et 12 minuter langt indslag om koncerten samt interview med den afgående rektor. Jeg har dette indslag liggende som MP3-fil, hvis nogen skulle have interesse.
Alt i alt en fantastisk oplevelse, jeg vil tænke tilbage på mange år fremover.
Fire dage efter koncerten mistede vi desværre primus motor bag projektet. Min gamle musiklærer på gymnasiet, og musikalske mentor de sidste 6 år, Jimmy døde efter længere tids sygdom alt for ung - kun 48 år. Jeg vil savne hans personlighed, humor, lune, perfektionisme og viden for altid.
Som det kan ses andetsteds i webloggen, er der skrevet en række mindeord om Jimmy, og det er min tanke at samle mine avisklip o.a. på en sektion her på min hjemmeside. Dette sker så snart jeg får tid.
Travl er jeg nemlig stadig. Pt. sidder jeg med en opgave i obligationsret til på torsdag. Obligationsret er på ingen måde mit fag, så det gælder om at holde koncentrationen oppe, og gøre det så godt som muligt.
Endvidere har jeg måtte tage endnu et skridt på bourgeoisiets trappe, da jeg er blevet webmaster og bestyrelsesmedlem i den nystartede forening "Dansk-Rumænsk Kulturforening". Jeg skal til fernisering den 22. februar, så der skulle hjemmesiden gerne være online og fungerende. Beta-versionen er næsten helt færdig, og den endelig side kommer op i løbet af få dage på
www.culture-network.dk.
Hvad denne forening i detaljer beskæftiger sig med, vil jeg overlade til hjemmesiden at beskrive, så tag et kig om et par dage!
Det var hvad jeg kan berette lige nu. Som altid modtager jeg med kyshånd ris/ros, forslag til artikler og forbedringer såvel på webloggen, som resten af vladivostok.dk i øvrigt.
Do svidanja!