Runes Weblog

Min weblog med artikler, sjov/spas, underholdning, nostalgi, agressioner, sære meninger, og østtysk design!

5.3.05

Konsolspil...

ToadDet er tit, når man er inde i pressede perioder med meget arbejde man skal nå, at man finder på ting, man gerne vil lave "når man engang får tid..."

Når jeg af og til har lyst til at slappe nogle timer foran computeren med et computerspil, sker det ofte at jeg bliver lidt nostalgisk i kadaveret, og mindes den svundne tid, hvor jeg havde både Nintendo, Commodore 64 og Amiga :-)

Ja, det var sgu gode tider i min opvækst, og selv om jeg ikke aner hvor disse gamle computere er i dag (tror de ligger på loftet hos min far), er der heldigvis en anden udvej i disse internet-downloade-tider. EMULATORER!

Nemlig, ved hjælp af internettet og det narkotiske stof, der i folkemunde hedder en PC, kan man sgu spille alt lige fra Defender of The Crown til Super Mario 64. Men ikke mere om det nu, for tanken var at jeg når jeg får tid, vil lave en særskilt konsol-sektion, der nok kommer til at ligge under "Tema" i menuen. Jeg forestiller mig lidt sjove minder og andet jeg-er-sej-for-jeg-er-gammel-nok-til-at-kunne-huske-Turtles-spillet-blær, samt en linksamling til andet konsolgejl på nettet. Og så en gennemgang af, hvordan man selv kommer i gang med at spille Super Mario på sin PC :-)

Skulle nogen derude selv have erfaring med emnet og evt. har lyst til at nedfælde deres nostalgiske minder, modtager jeg dem meget gerne. Om ikke andet så håber jeg at programmere sektionen senest i løbet af sommeren...

Over and out.. "It's really me...Mario!"

2.3.05

Replik 02/03

Anne M. Vase, Hørsholm skriver i et læserbrev i Berlingske Tidende 1. marts 2005:
Rødt medie-diktatur
Hvorfor tvinges danskere til at betale licens til Danmarks Radio, blot de anskaffer et TV?
DR favoriserer alle venstrefløjspartier. Under Nyrup-regeringen blev der næsten udelukkende vist klip med regeringspartiernes meninger. Siden Fogh blev statsminister, er der i samme takt blevet vist klip med oppositionens meninger. Hvad er meningen?
Som eksempel nedlagde Nyrup-regeringen så godt som alle overnatningsbarakker for boligløse, så de hjemløse blev henvist til Ørstedsparken selv i sne og kolde vintre. Anders Fogh har genoprettet overnatningssteder for boligløse. Dette ties ihjel i pressen. Men det støtter jo heller ikke en socialistisk tankegang.
Under den nyligt overståede valgkamp blev Dansk Folkeparti forfordelt med hensyn til sendetid. Hvorfor netop dette, Danmarks tredjestørste parti? Er det demokrati?
For mig ligner det et stabilt medieforsøg på at genskabe et DDR ? blot lidt nordligere.
Hvorfor er Danmark ud over Cuba og Nordkorea det eneste sted i verden, hvor det ikke er gået op for mediestyrende kræfter, at socialismen har udlevet sin ynkelige rolle?
Jeg føler mig ikke tryg i mit moderlands »demokrati« camoufleret som rødt medie-diktatur, hvor DR ikke går af vejen for at vise indslag af PR-lignende karakter i TV Avisen til fordel for den socialistiske »sprøjte« Politiken.
Lad vort demokrati genopstå, så alle kan føle sig lige trygge.
Anne M. Vase
Lathyrusvej 15
2970 Hørsholm

Jamen er det ikke morsomt. Jeg synes virkelig det er påfaldende, så mange gange her i starten af det 21. århundrede, jeg støder på folk, der offentligt ydtrykker deres "frygt" for de onde kommunister i Danmarks Radio.
Og gang på gang bidrager det alene til at jeg får et billigt grin over morgenkaffen, eller hvor jeg ellers falder over disse tåbelige postulater.
Og af og til kommer det altså til det punkt, hvor jeg ikke kan dy mig for at pille disse påstande fra hinanden.

Kære Anne, du betaler licens for at kunne modtage to TV-stationer plus 4 radiokanaler, der er fuldkommen blottet for reklamer, hvilket jo alene må siges at være en sensation i disse hardcore-markedsøkonomiske-penge-er-alt-tider. Dette kan man jo så ønske eller lade være, men ovenstående læserbrev er selvmodsigende og faktuelt forkert.
Når Anne mener, at DR favoriserer alle venstrefløjspartier, og senere omtaler dette som den socialistiske tankegang, er det unægteligt ikke særlig overbevisende, at argumentet hentes fra en tilfældig realpolitisk sag fra 1990'erne, hvor de ansvarlige er Nuryp-regeringen.
Vi kan vel blive enige om, at Det radikale Venstre, der også sad i denne regering, ikke er noget venstrefløjsparti. Og når vi kommer til Socialdemokratiet, er det for mig en præceptiv holdning, at dette ej heller er noget venstrefløjsparti. I hvert fald ikke i den betydning, ordet venstrefløjsparti har i sin almene, traditionelle opfattelse. Socialistisk er i hvert ikke et adjektiv, der kan knyttes til Socialdemokratiet. Jeg tror heller ikke, de selv er interesserede i at kalde sig socialister. Denne status har Socialdemokratiet for længst kastet af sig, da de forlod det oprindelige ønske om at ændre samfundet radikalt. Det eneste mål dette parti har i dag, kortsigtet som langsigtet, er jo blot løbende at justere det kapitalistiske samfund på en sådan måde, at det irriterer en borgerlig opposition.

Endvidere finder jeg det noget malplaceret, at begynde en diskution om, hvorvidt Dansk Folkeparti blev forfordelt sendetid i valgkampen, og stille spørgsmålstegn ved demokratiet. Hvis Anne mener dette, kan jeg ikke se sammenhængen. En statslig tv-station kan da på ingen måde kaldes beton-socialistisk, hvis de i en valgkamp skulle have tildelt en små-fascistisk nationalistisk parti sende-/tale-tid.

Lidt international politik bliver der også plads til, i det Anne fremfører, at det socialistiske DR skulle stå i ledtog med Nordkorea og Cuba. Situationen på Cuba historisk og i dag er jeg ikke godt nok velbevandret i, så her skal jeg udlade min kommentar. Situationen i Nordkorea, derimod, følger jeg med interesse med i. Og jeg kan oplyse, muligvis til Annes forbløffelse, at Nordkorea på ingen måde kan betegnes som et socialistisk land. Faktisk er det utrolig svært at finde nogen som helst, der anderkender Nordkorea som socialistisk land. Selv ikke et parti som APK, der tilhører den absolut yderste venstrefløj med en politisk ideologi, har dette synspunkt. Dokumentation her (5. afsnit).

Mod slutningen af læserbrevet udråber Anne Politiken som " en socialistisk sprøjte". Dette tror jeg såvel journalister som redaktører på Politiken bliver kede af at høre. Politiken opstod i 1884 i lyset af den nyopståede radikalisme, bl.a. frembragt af Georg Brandes taler i årene 1871 og frem. Denne radikalisme fik senere sin renæssance i mellemkrigsårene under betegnelsen kulturradikalisme, hvor Politikens idegrundlag typisk placeres i dag.
Vil Anne have chokket og læse en dansk socialistisk avis, skulle hun gå på et større bibliotek og lede efter titler som "Dagbladet Arbejderen", der udgives af DKP/ML, "Kommunist", der udgives af KPiD, eller "KomPol", der udgives af APK.

For at samle lidt op, står jeg fuldstændig uforstående over for, at forskellige mere eller mindre kendte mennesker jævnligt udtrykker førnævnte påstand. For hvordan skulle det gå til, at Danmarks Radio til stadighed skulle være infiltreret at "røde lejesvende". Hvor meget indflydelse har den danske venstrefløj, forstået som de socialistiske partier, egentlig på noget som helst i disse år. Praktisk talt ingen. Dette er vi nogen der burde være anderledes, men det er en helt andet snak. Lad os holde os til fakta, nu det i forvejen går så godt.
De danske socialistiske masser har jo ingen adgang til at overtage eller dikterer sendefladen på DR. Så hvor er det dog, I ser denne infiltration??
Er det blot et ønske fra de borgerlige om at tilsværte andre mennesker, der da er i deres frie ret til at have andre synspunkter end dem, som en form for hævn om, at de i 60'erne og 70'erne følte sig trådt på. Se dog tingene i et historisk perspektiv. Den tid man lever i, har stor indflydelse både på, hvilke strømninger der er mest toneangivende, og på hvor stærke oppotisionens argumenter objektivt set er.

Man så for ca. ½ år siden det samme fra Kulturminister Brian Mikkelsens side, da han i en en fuld kronik i Politiken søgte medlidenhed over, at han i gymnasietiden ikke kunne få skolens støtte til at udgive sit eget skoleblad i konkurrence med det allerede eksisterende. Et tragikomisk indslag i den narresut, der blev kaldt "Kulturkampen".

Mit råd til Anne må blive, at søge støtte hos ligesindede og melde sig under Morten Messerschmidts faner i hans selvbestaltede forening Kritiske Licensbetalere. Et lige så ensporet initiativ som Erhardt Jakobsens forløber Aktive Lyttere fra 70'erne.

Ja, det bliver lidt langt, når den ene ting tager den anden, men med al respekt for Anne M. Vase fra Hørsholm, er det et utrolig rodet, og dårlig gennemarbejdet læserbrev, der på underfundig vis fandt frem til Berlingske Tidendes avisspalter den 1. marts 2005.

Post Scriptum: Da ovenstående replik på alle måder er envejskommunikation, er det ikke umuligt, at visse udtalelser kan misforståes. Jeg skal på opfordring uddybe enkeltheder nærmere...

Niels Rune anno 1964

Hmm, tænk hvor er der dog bare mange ting, man ikke kan huske man har beskæftiget sig med... :-)
Følg linket her, for en forklaring...

Tilføjelse:
Og sikken da man kan blive ved. På nedenstående link er jeg 'søren-mig' kommet i fint selskab med Poul Nyrup... Kig under Manuskriptforfattere i venstre spalte...
Niels Rune & Poul Nyrup

Kan i øvrigt suppleres med dette link: Niels Rune goes international

Ja ja, det er sgu sjovt at finde sådan nogle ting på internettet :-)

1.3.05

Citronsodavand eller mangel på samme...

I min ellers tvivlsomme Aldi-butik, jeg normalt undgår på nær nogle enkelte udemærkede varer, har jeg indtil nu kunnet købe citronsodavand. Ok, ganske vist har jeg nogen gang selv skulle tage palleløfter med for at kunne komme ind til dem, men på det punkt er Aldi jo nu engang det Aldi, vi allesammen hader.

Men nu har jeg lige været derovre, hvor lysten meldte sig og jeg fik lyst til at købe citronsodavand. De kan selvfølgelig have udsolgt, men de flasker de unægtelig lignede citronsodavand indeholdt nu... ananassodavand. Og højst sandsynligt den slags som aldrig har set en ananas og derfor desperat forsøge at smage sådan efter bedste evne.

Da Aldi har været en af de eneste steder jeg har kunnet finde citronsodavand længe, føler jeg en stor trang til at råbe: "Så tror da fanden man går hen og bliver sur!"
For hvad er der dog galt med de slags sodavand folket købte og elskede for 10-15 år siden? Ja, jeg forstår det ikke..

Ved en anden lejlighed for nogle år siden, skulle jeg brug grøn sodavand. Sådan rigtig, ganske, normal, almindelig grøn sodavand, som man fik hos sine bedsteforældre i fordums tid. Jeg husker (mærkeligt nok tydeligt) den eftermiddag, for jeg var i 4-5 forskellige butikskæde på Vesterbro og ledte med lys og lygte efter det famøse grønne sodavand. Det eneste jeg kunne finde, som jeg til gengæld kunne købe hos dem allesammen var en sær halvt mørkegrøn / halvt gennemsigtiggrøn version, der alle hed noget i stil med "special lemon/lime balanced taste light" og som smagte mistænkeligt som syntetisk kiwi - altså frugten :-)

Som det kan forstås lykkedes missionen dengang aldrig, og for satan hvor bliver jeg dog GAHHHL (læs: [ga:l]) hvis det danske sodavandsmarked nu også har forladt det hæderskronede citron-segment!

Så støt op omkring demonstrationen på lørdag kl. 13 foran Christiansborg (hvis altså ikke det sner...)