Runes Weblog

Min weblog med artikler, sjov/spas, underholdning, nostalgi, agressioner, sære meninger, og østtysk design!

27.2.08

sudo update

Nå, I disse IT-tider må man sørge for at holde sin weblog opdateret. Dels så andre kan få indsigt i ens hverdag, del for at dokumentere sit liv i generation netværk.

Alle tre eksaminer gik godt. Den først dog bedst, men de to andre endte også med tilfredsstillende resultat. Det var ikke meget ferie jeg fik mellem semestrene. 4 dage, hvoraf jeg arbejdede de to.
Mit arbejde i ministeriet er jeg stadig rigtig glad for. Er kommet godt ind på mine kollegaer og arbejdet er afvekslende, så man ved aldrig hvad der venter en, når man møder om morgenen.

Dertil kommer så den her lille catch der hedder mit studie. Det skal jo også passes, og jeg begynder at tvivle på min beslutning om at tage tre fag pr. semester. Min kalender er fuldt booket op hver uge. Det giver en travlt uge, hvor der hele tiden er noget man kan gå i gang med at forberede. Til gengæld går det ud over de ikke-dagligdagsrammer, jeg også gerne ville få tid til at passe. Den del af vennekredsen, jeg ikke ser jævnligt bliver derfor svigtet på det groveste, for tiden er simpelthen ikke til impulsive aftaler.
Det er en ting jeg håber bliver nemmere, når de nye rutiner falder lidt bedre på plads. Februar har været hektisk som aldrig før. Men ærlig talt her jeg også nydt det.

Når jeg endelig tager mig lidt fritid går den for tiden med at teste Linux på min gamle bærbare. Er efterhånden kommet godt ind i systemet, og har prøvet at sætte mange forskellige ting op. Eksperimentet har indtil videre gået på Ubuntu, men efter jeg hentede en Live-cd med openSUSE i går, overvejer jeg, om det er den jeg skal lægge ind som sekundært styresystem, når jeg forhåbentlig snart får råd til ny computer.

Etiketter: ,

14.1.08

One down...

Jeg har i dag været til eksamen i Offentlig Forvaltning.
Superheldig som jeg af og til er i eksamenssituationer, kom jeg op i Centraladministrationens politiske ledelse, Ministerialsystemet og ministerstyret, samt dettes koordiantion. Og det blev til topkarakter. Så jeg er pænt glad i dag. Næste eksamen venter på torsdag!

Etiketter:

12.1.08

Runes weblog - 5. årgang

Halløj derude!

Så har jeg lige fundet et øjebliks motivation til at få et par småting sendt ud i æteren.
Håber alle har haft en god jul, godt nytår, samt huggelige dage derimellem.

Som det fremgår af overskriften er det 5. årgang af bloggen, der starter nu for mit vedkommende. Måske man skulle udgive et trykt jubilæumshæfte med highlights?

Et par andre mærkedage knytter sig også til denne tid på året. Her fra midten af januar har jeg nu boet to år på Øresundskollegiet. Og jeg er stadig godt tilfreds med det. Holder meget af Amager, så det håber jeg at kunne holde fast i ved næste station i livet.

Studiemæssigt synger semesteret på sidste vers. Det er mit første semester på kandidatdelen. Niende semster i alt om man vil. Mine eksaminer hober sig op her i sidste halvdel af januar, så jeg har den sidste måneds tid haft meget travlt, mange næsten søvnløse nætter, samt meget dårlig samvittighed når man ikke har nået hvad man skulle.
Første eksamen er nu på mandag, så jeg ser frem til at få dem høvlet ud af bevidstheden en efter en.
Når de alle er overstået til februar, bliver det godt at komme tilbage i en dagligdag, der nok bliver travlt, men også præget af visse rutiner, jeg godt kunne mangle ligenu. Jeg har for tiden en måneds eksamensfri fra Integrationsministeriet, så det bliver spændende om de kan huske, at de har ansat mig, når jeg vender tilbage :-)
En række venner og andet godtfolk, jeg jeg nødt i julen håber jeg også at få tid til at besøge, når vi når februar og eksamen ikke er lige over hovedet. Så bare rolig thi I er ej glemt!

Endelig en hilsen til Julie, som følger trofast med i mine skriverier :-)

Etiketter: ,

19.11.07

Det arbejdende folk

Det arbejdende folk får snart en ny åndsfælle... MIG!

Som det vil være nogen bekendt, har jeg i indeværende semester haft Udlændingeret. En fag jeg nærmest fik ved et tilfælde, men bestemt ikke har fortrudt.
Det har givet mig den fornødne overblik over mit studium til, at jeg nu har en overordnet plan at arbejde ud fra.

Jeg har i den forbindelse søgt studiejob inden for dette område. Og jeg har været så heldig, at jeg i dag er blevet tilbudt ansættelse i Integrationsministeriet.
Jeg skal arbejde som studentermedhjælper på Erhvervs- og Familiesammenføringskontoret.

Men de nærmere omstændigheder bliver jeg først sat ind i næste uge, så dette var blot til orientering og personligt blær :-)

Etiketter:

2.9.07

Så er ferien slut...

Ja, ferien slutter for mit vedkommende i dag, søndag aften. Og i morgen starter mit første semester på den juridiske kandidatuddannelse.

De fag, jeg det næste halve år skal fordybe mig i, er som følger:

  • Udlændingeret

  • Offentlig forvaltning

  • Dansk menneskerets- og mindretalsbeskyttelse

Som altid er kommunikationen mellem fakultetet og de studerende ikke bare kaotisk, men glimtende ved sit fravær. Det er kun lykkes mig at købe to undervisningsbøger. Den sidste, samt en række materialesamlinger, er der vist ingen der ved, hvornår udkommer, ej heller, hvor de så kan købes.
Endvidere er der kun udgivet undervisningsplan til ét af fagene. Hvad jeg burde have forberedt mig på til de to timers undervisning i morgen formiddag, har således ikke været muligt at kontrollere.
I fredags var jeg inde at købe bøger sammen med en pige, der hedder Maria, der skal i gang med 2. år af bachelordelen. Hun stødte også ind i de kommunikationsproblemer, det juridiske fakultet åbenbart ynder at rode sig ud i.
Hos DJØFs bogbutik var sat skilte op om, at de studerende i år skulle bruge 7. udgave af bogen Pant, hvorfor hun købte denne.
Ved et tilfælde overhørte vi en samtale mellem to andre i Akademisk Boghandel om, at det var ændret til, at de skulle undervises efter 8. udgave, der udkommer ved årsskiftet. Den information havde man dog undladt at orientere DJØF om. Så vi måtte hen og returnere bogen igen.

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, gik min sommer ikke helt som den var planlagt. En masse ting var med et aflyst for mit vedkommende. Derfor ser jeg nu faktisk frem til at komme i gang med rutinerne igen, og med håbet om nye positive oplevelser.

Etiketter: ,

9.7.07

Theme for summer 2007

Så er der igen lige 10 minutter til at sætte sig og gøre status.

Den sidste eksamin er vel bestået, så bachelorgraden er i hus. Lækkert at have velfortjent sommerferie helt frem til september.
Indtil videre har jeg tilbragt det meste af ferien i Nakskov. Mine kæreste gennem et halvt år slog op med mig midt i juni. Det er jeg selvfølgelig pænt ked af. En masse planlagte ting er derfor pludselig forsvundet og det giver en ret ubehagelig følelse af tomhed.

I denne uge passer jeg hus og vander blomster for min mor og Niels, der er 10 dage på Grønland. På fredag skal jeg ind at hente dem i lufthavnen. Og derfra tager jeg sommeren som den kommer. Muligvis tager jeg en uges tid til Østeuropa med Peter. Det er ikke planlagt endnu, men det finder vi ud af, når han kommer hjem fra Frankrig i morgen.

Ellers går dagene stille og roligt. Det har heldigvis været vejr til at sidde udenfor de sidste par dage. Så er det også lettere at holde sig fra tv'et så jeg ikke får set alt for meget Tour de France :-) Vil sgu gerne være lidt mere aktiv i år end at glo sport i tre uger.

Etiketter: ,

9.6.07

Så' der ferie!

Så byder jeg velkommen til min weblog, der er har fået et frisk pust gennem dette herlige østtyske design. Håber det vil glæde de besøgende.

Torsdag den 7. juni var jeg til eksamen. Mundtligt forsvar af min bacheloropgave. Og ganske fantastisk fik jeg et 10-tal. Så har jeg endelig også prøvet glæden ved at få en tocifret karakter på universitetet.

Vigtig er karakteren også, fordi universitetet fra september 2007 skifter til den nye, top-tåbelige, 7-trinsskala. Her fortsætter 10-tallet som et 10-tal også efter den nye skala. Alle de evindelige 7-taller derimod konverteres til 4-taller.

Men virkelig dejlig at kunne holde sommerferie med et 10-tal i rygsækken. Det er ingen hemmelighed at de sidste fire år til tider har holdt hårdt, og budt på lidt af hvert. Så jeg synes sgu også jeg har fortjent den kadeau nu.

Jeg var til koncert torsdag aften, hvor jeg hørte Johnny Luger. Rigtig fedt band. Kendte stort set kun de to numre der ligger på deres myspace-side. Men det er ikke et band der skuffer, når man hører hvad de ellers kan.

Og så så jeg den danske film Drømmen fra 2006. Faktisk en rigtog god film. Men jeg må indrømme at jeg ikke synes så godt om slutningen. Men på den måde, at jeg har gået i et par dage og tænkt over, hvorfor jeg ikke kunne lide slutning. Så det kommer der måske nogle flere ord om senere.
Men der er nogle fantastiske virkemidler. Særlig flot synes jeg at den måde, hvorpå hele ånden og tanken fra slut-60'erne præsenteres på, ved hjælp af den nye lærer, Svales lejlighed.

Også er jeg blevet hooked på Peter Bellis fortolkning af Animals-klassikeren "House Of The Rising Sun", der bruges i filmen. Faktisk så hooked at jeg købte den fra en onlinebutik og har haft den på playlisten siden. Virkelig en fed fortolkning. Og det' endda sagt af mig, skønt der ikke er orgelinstrumenter på indspilningen :-)

Etiketter: ,

5.6.07

På torsdag...

På torsdag 7. juni skal jeg op og forsvare min bacheloropgave, jeg indleverede 2. maj. Så der er masser af muligheder for at oparbejde en god portion dårlig samvittighed i disse dage.
Det er den sidste eksamen på min bacheloruddannelse, så jeg kan heldigvis snart holde sommeferie. Dog må jeg vente til d. 22. før jeg fået karakteren for den sidste skriftlige eksamen, ejendomsret. Det hele står og falder på, om jeg er bestået den, så sommerferien er desværre med forbehold lidt endnu.

For tiden er der fyldt med aktiviteter i mit liv. Til eksempel skal jeg til ikke mindre end tre bryllupper i løbet af sommeren. Jeg skal som de sidste år ned at passe hus og blomster for min mor i 10 dages tid, mens hun er på ferie i Grønland. Så Nakskov får endnu engang glæde af mit selskab.
Derudover har jeg en del teknikerarbejde på Hatten, der har samlet sig sammen gennem foråret. Glæder mig til at gå i gang med det, da det er arbejde af den slags, jeg hygger mig med.
Bliver der tid og råd til det, vil jeg også gerne til Berlin i løbet af sommeren. Her vil nogen huske, at jeg har sagt det hver sommer i et par år nu, men en eller anden dag skal det nok ske. Jeg er fuld af forhåbning.
De fire dages sejltur med det gamle musikslæng fra gymnasiet har jeg også tegnet mig for i år. Det glæder jeg mig rigtig meget til også.

Hertil kommer naturligvis alle de spontane fester, koncerter og andre socialkulturelle events, der hører en god sommer til.
Så jeg kommer ikke til at kede mig. Og heldigvis for det!

Etiketter: ,

29.5.06

Jeg er for sej...

Jeg har så været oppe til den første af sommerens to eksaminer. Mundtlig strafferet, hvor jeg lige rev en 9'er - så hurra hurra.
Faget har været lidt en klods om benet på mig længe, da det var det sidste fag fra 2. år jeg manglede. Så det er super skønt at have fået det overstået.
Onsdag går det så los med 5 timers forvaltningsret. Som sædvanen foreskriver for Det juridiske Fakultet, skal eksamen foregå så langt væk fra byen som overhovedet muligt. Samtidig skal man naturligvis selv medbringe computer, printer, og hvad man ellers skulle have lyst at fornøje sig med; så jeg har lånt min mors bil..

redigeret 4. juni

Etiketter: